onsdag den 2. november 2016

Tillykke - fødselsdag i Tanzania

Den 20. oktober fyldte jeg 20 år. Allerede 2 dage før havde jeg og de andre Kipili-piger tyvstartet festlighederne, da vi både ville fejre dagen i Kipili og i Sumbawanga.

Derfor havde vi tirsdag eftermiddag inviteret drengene fra den snedkerskole, der ligger lige ved siden af, hvor vi bor. Derudover var vores andre Kipili-venner selvfølgelig også med. Vi havde i dagens anledning fået lov at låne Marjos og Berts ovn - Marjo og Bert er missionærparret i Kipili - så vi kunne bage en stor kage! Så blev der ellers pyntet op på terrassen og fundet lidt pippi (slik) frem; så var vi klar til fest. Drengene startede ud med den engelske ”happy birthday” på engelsk, hvor de sang ”dada Mary” (søster Mary). Det var sjovt at opleve, og det er ikke hver dag en flok raske drenge skråler en fødselsdagssang for én. Her i Tanzania kan de ikke rigtig sige MariE, så jeg hedder Maria eller Malia (da ”r” på swahili udtales rullende og lyder som ”l”) eller Mary eller Miriam….. Men det vender man sig til.

Herefter var der kage, og drengene fik julelys i øjnene, da jeg kom ud med kagen. Mens jeg delte ud, sad alle og ventede, indtil jeg var færdig og havde sagt ”karibu” (velkommen). Bordskik er ikke noget, man går synderligt meget op i hernede, så det kom virkeligt som en overraskelse. Det var fantastisk at opleve, hvor meget pris, de satte på, at være blevet inviteret og budt på et stykke kage. Kage er ikke noget, de selv bager, så det er ret specielt. Derfor regner vi med at finde på en ny anledning, så vi kan give dem kage igen.


Der deles kage rundt

























Da kagen var fortæret, var der gæt og grimasser, hvilket er en leg, drengene ikke havde prøvet før. Så da Pauline første gang skulle vise et kort: ”Mtu anakulima” (mennesket dyrker marken) tog det lang tid for dem at gætte og forstå legen. De lærte dog hurtigt, og vi endte med at lave flere kort, da legen var et hit hos drengene, som er mellem 15-24 år gamle... Vi havde også inviteret vores (ret gamle) vagt til fødselsdagen, og han skulle da også prøve. Det var virkelig underholdende både at være med og kigge på.

Gæt og grimasser

Nu ville vi lære dem en dansk fødselsdagssang, og selvfølgelig skulle det være ”den med instrumenterne”. Vi forsøgte at lære dem melodien og teksten, hvilket ikke rigtigt lykkedes… Alligevel brummede drengene med på sangen, og når det blev tid at sige som instrumenterne, gik de helt amok. Vildt sjovt og luften var fuld af støv, efter vi var færdig med trommerne - og der var mindst lige så meget gas på de andre instrumenter. Herefter blev der hygget, og eftermiddagen blev afsluttet med et fællesbillede.






















Onsdag gik turen til Sumbawanga for at være sammen med de andre piger. Torsdag morgen blev jeg vækket med fødselsdagssang af alle pigerne, som havde været tidligt oppe og lavet både pandekager og mandazi til morgenmad. Ellers blev dagen brugt til at være sammen med børnene på børnehjemmet og være nede og hilse på gadedrengene på gadedrenge-projektet. Om eftermiddagen bagte vi kage til børnene på Peters House (da børnene onsdag fandt ud af, jeg havde fødselsdag, var de meget hurtige til at spørge om kage, hvilket jeg ikke kunne stå for). Så alle børnene – og mama’erne selvfølgelig – fik et stykke kage, og var alle meget glade.
























Kageuddeling på Peters House

Om aftenen havde vi inviteret senior-volontørerne Grethe og Aage til en lækker fødselsdagsmiddag, hvor menuen stod på burger – hvilket er en sjælden spise, når man bor i Kipili, hvor aftensmaden hver dag er brød med tomat og løg! En hyggelig aften, der rundende hele 2 gode fødselsdagsdage af.






























Jeg har også fået gaver á la Sumbawanga: en lavasten, en træske, en afrikansk kam, et armbånd lavet af en kunstner i byen og selvfølgelig en kanga! Virkelig sødt af alle mine medvolontører – både unge som ældre.

Det er uden tvivl en fødselsdag, jeg kommer til at kunne huske i mange år – bare det at holde fødselsdag i 25 grader i oktober er ikke noget, der sker ret tit i Danmark. Det er særligt at opleve, hvor stor pris mine gæster her sætter på at få et lille stykke kage, og hvor meget glæde det kan sprede – og hvordan den glæde smitter dobbelt tilbage. For tanzaniere er fødselsdage ikke noget man gør særligt meget op i, og nogle børn kender ikke deres fødselsdagsdato, og er ofte ikke helt sikre, på hvor gamle de egentligt er. Særligt for snedkerdrengene var det sjovt at opleve, hvordan vi fejrer dagen. Vi har inspireret lidt, idet en af snedkerdrengene spurgte os, om vi ikke ville bage en kage til hans søsters barns fødselsdag. Så han kom med æg og sukker og gik glad hjem med en kage.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar