mandag den 12. december 2016

Kalambo Falls med Peters House

For en uge siden kom os volontører, børnehjemmet og snedkerdrengene hjem fra en helt fantastisk tur til Kalambo Falls. Turen gik fra lørdag til mandag, og alle blev indkvarteret på Liemba Beach Lodge – et dejligt sted, der ligger helt ud til Tanganyikasøen. På turen fik vi badet til, vi var lige ved at gå i opløsning, og maverne var ved at sprækkes af ris og fisk. Børnene er overlykkelige, og der snakkes stadig om turen. Det kan jeg og de andre volontører takke jer for. Tusind tak for alle de fine bidrag, som gjorde turen mulig.

Lørdag morgen var der afgang fra Peters House. Børnene havde fået mandazi (minder om æbleskiver) og the til morgenmad – hvilket klart slår den uji (majsgrød), de normalt får. Der var stor forventningsglæde, hvilket blev udlevet i bussen med sang og højt humør. Vi ankom til Liemba Beach Lodge om eftermiddagen, hvor vi, som det første, hoppede i Tanganyikasøen. Vi kom ikke op igen, indtil det blev krokodille-tid. Derefter spillede vi bold, kort og hyggede på teltområdet. Til aftensmad fik vi ris og bønner, og børnene var godt trætte efter dagens køretur og badning.
Badning i Tanganiykasøen

Så serveres der mad på teltområdet - ris og fisk.
Vi skulle indkvarteres på lodgen. Alle børnehjemsdrengene og snedkerdrengene blev stoppet ind i de 4 telte vi havde lejet – vi snakker om 35 drenge, så der var ingen der frøs i løbet af nætterne. Os volontører og børnehemspigerne var tildelt en lille hytte beregnet til 5 personer. Var det et problem, at vi skulle sove derinde 16 mennesker? Nej, et par ekstra madrasser på gulvet, så var den fikset. Pigerne var glade for at få lov at sove hos os volontører, og der blev tøsehygget om aftenen.

Vores hytte - hvad er gulvplads ? ;)
Søndag tog vi i kirke i Kasanga – en nærliggende by. Børnehjemmets leder, Robert, som er uddannet evangelist, holdt prædiken, og børnene sang og dansede i kirken.

Samme dag var vi ude og sejle på Tanganyikasøen. Det var et hit både blandt personale og børn, som alle nød at komme ud på søen og få lidt vind i håret. Det blev ikke mindre sjovt af, at driveren gav fuld gas på vejen tilbage.
Så sejler vi! 
Igen søndag blev der badet helt vildt. Mange af børnene kommer fra landsbyer omkring Tanganyikasøen, og det var et glædeligt gensyn med det dejlige vand. For børnene, der kommer her fra Sumbawanga, er det en kæmpe oplevelse at se så meget vand samlet på ét sted og få lov at bade i det! Til aftensmad fik vi friskfanget fisk. Det var en fest!
Der bades, og det er en fest!
Mama Simon har tilberedt de friske fisk - så bliver det ikke bedre!
Hoved og øjnene er der selvfølgelig endnu ;) 
Mandag blev der badet hele formiddagen, og derefter gik turen mod Kalambo Falls. Desværre gik den ene bus i stykker, og vi nåede derfor ikke ud til vandfaldet. Det er meget typisk Tanzania, hvor vejene er dårlige og køretøjerne slidte. Derudover er det ikke fladt terræn man kører i, og bussen døde, mens den var ved at bestige et mindre bjerg…   Jeg og volontøren Kristina var med den ødelagte bus og gik sammen med børnene til en nærliggende landsby, hvor den anden bus ventede. Den stadig køredygtige bus blev læsset med alle de mindste børn og satte kursen mod Peters House. Os volontører, samt de største børn, var derfor strandet i en lille by, hvor man kun kunne købe mangoer – mange mangoer! Sult og tørst blev derfor slukket i mangoer. Nogle børn og jeg tog på ekspedition mod den ødelagte bus for at hente trøjer og ris, der allerede var blev kogt til aftensmad. Cecil, en af de store piger, bar den kæmpe balje med kogte ris på hovedet 2km tilbage til landsbyen igen, og aftensmaden var nu reddet. Vi blev hentet klokken 01.30 om natten efter at have ventet i 10 timer i den lille landsby. Vi havde både overlevet skorpionbid, lyn og torden. Heldigvis var folkene i mango-town utrolig gæstfrie og gav os et sted at sove, medicin mod skorpionbid og vand. En uheldig afslutning på en fantastisk tur, men børnene syntes det var sjovt og spændende, og er klar til at lave en film omkring den dramatiske hjemtur. Alle var positive hele vejen igennem, og humøret var stadig højt, da resten af os ankom til Peters House klokken 07.30 tirsdag morgen.

Igen, TUSIND TAK for jeres gavmildhed. Børnene var glade hele weekenden, og ikke engang en ødelagt bus og et skorpionbid kunne ødelægge den gode stemning. Børnene vil mindes turen i lang tid, og vi er så taknemmelige for de oplevelser, vi har fået sammen med børnene.

Vi har lavet en video om turen med en hel masse billeder. Videoen ligger inde på Peters House facebookside. Giv os endelig et ”like” og følg med i hvad der ellers sker på Peters House.
Link til vores facebookside: 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar