På tur på Tanganyikasøen med sundhedsprojektet - som eneste mzungu

Jeg har nu været på tur med PHC-sundhedsprojektet 2 gange og har besøgt i alt 6 landsbyer ved Tanganyikasøens bred. Det har været nogle gode og oplevelsesrige ture, hvor jeg er blevet smidt direkte ind i den afrikanske levevis i en landsby.

Turene starter kl. 7 om morgenen, hvor vi sejler fra Kipili i en af projektets både. Ude på vandet kan man se solen stå op over fastlandet. Det er smukt at sejle ud fra den lille bugt, Kipili ligger i. Man fornemmer søens størrelse, fordi man ikke kan se land til 3 sider. På sejlturen møder man fiskerne, som er på vej ud for at hente deres garn og bjærge nattens fangst. De fisker fra små træbåde, som de manuelt ror langt ude på søen – alt respekt for det!

 

På vejen hjem blev der købt fisk af en af fiskerne på søen - så er der tale om frisk fisk!

Når båden lægger til ved stranden i byen, skaber man en del opmærksomhed, og folk – især børn - samles, når vi går i land. Det skaber ekstra opmærksomhed, at der er en hvid, en mzungu, med! I Tanzania er det MEGET vigtigt at hilse på folk, og der er mange forskellige standardhilsner, jeg har lært uden ad, og tanzanianerne bliver altid begejstrede, når man hilser tilbage på swahili.

Første punkt på programmet er et besøg på byens skole, hvor en af projektets sygeplejersker underviser børnene. Lige nu har vi et tema omkring pubertet og menstruation, som skolens piger får undervisning i. Det er nemlig ikke normalt, at mødre informerer deres døtre om dette. Derfor kan pigerne blive bange og tro de er syge, når menstruationen kommer første gang. Undervisningen tager 2 - 2,5 time - uden pauser - og det er meget tydeligt, at det ikke er en dansk skoleklasse, vi er i. Når man træder ind i klassen, er der helt ro, og alle står op. Man bliver mødt af en hilsen i kor, og ofte synger de en sang - meget overvældende. Under undervisningen er der ro på trods af, at der nogle gange sidder 45 skolepiger i et rum. Selve udformningen af undervisningen er markant anderledes end i Danmark. Ingen stiller spørgsmål undervejs, og alle ved lige præcis, hvornår de skal sige fx "ndio" (dvs. ja) i kor. Generelt er deltagelsen fra eleverne minimal – hvis man ser bort fra det, der siges i kor - og det er svært at fornemme, hvor meget pigerne reelt forstår.

Her er projektets sygeplejerske i gang med at demonstrere overfor pigerne, hvordan et almindeligt hygiejnebind fungerer. Det er også et problem, at piger under menstruation bliver hjemme fra skole. Derfor går undervisningen også ud på at lære pigerne, hvordan de takler det, og at de sagtens kan komme i skole alligevel.

Til undervisningen bruges et PowerPoint. Dog er der ingen projektor eller lignende i et tanzaniansk klasselokale, så PowerPoint’et vises på computeren, som vi går rundt med i klassen, så alle nogenlunde kan se...

Undervisningen sluttes af med en film. Igen er kunsten at placere en computer, så alle 20-45 elever kan se...

Det er meget anderledes at komme på en tanzaniansk skole. Alle kigger selvfølgelig meget på mig, når jeg kommer som hvid i deres landsby - det er ikke ofte, det sker. Derudover kommer der altid nogle børn og bærer min taske. Jeg står tilbage med en lidt underlig følelse, når jeg ser et barn kæmpe med min ret tunge rygsæk. Derudover er det altid min taske, der bliver taget først, selvom det reelt er sygeplejersken, som er den "vigtigste" gæst, og jeg har oplevet, at min taske er blevet båret, mens sygeplejersken selv måtte bære sin...

På denne skole ankom vi tidligt om morgenen, mens de var i gang med morgensamling. Så sygeplejersken og jeg skulle præsentere os foran hele skolen - på swahili selvfølgelig. I øjeblikket var jeg ret nervøs, men det gik godt. Det er er sjovt at opleve, at når jeg siger "hamjambo" (gruppehilsen), siger alle børnene i kor "hatujambo" (svaret på hilsenen).

Der er altid et møde med byens sundhedskomite: dem der repræsenterer, styrer og kontrollerer projektet til dagligt. Komiteen fortæller os fra projektet om, hvordan det går og hvilke forbedringer og problemer, der er. Vi underviser og rådgiver landsbykomiteen om hvordan, det kan blive endnu bedre. 

Om aftenen efter kl. 7, når der er blevet mørkt – her tæt på ækvator bliver det helt mørkt - er der biograf på stranden. Projektet opsætter selv en storskærm (et lærred på nogle lange rør), højtaler og projektor - og selvfølgelig en generator til strøm. Det er ikke hver dag, at der er mulighed for storskærm - eller tv overhovedet - så det tiltrækker altid mange mennesker, som sidder i sandet og ser film. Filmene er informerende og handler blandt andet om, hvordan man kan øge sin indtægt ved selv at dyrke grønsager. Desuden er der film om hygiejne, fx om at det er vigtigt altid at rense vandet, før det drikkes, huske at vaske hænder, undgå fluer i maden osv. Under disse film kan publikum ikke holde grinet tilbage, når det vises, hvad der sker, hvis ikke man følger anbefalingerne...

Under hele besøget er der altid en god stemning og særlig aftenbiografen ser mange frem til. Når vi kommer til en by, spørges der ofte, om der vil være biograf i aften. Det er en virkelig en god måde at komme ud med undervisning på, fordi det tiltrækker mange mennesker - der er som regel tæt på 200 mennesker nede på stranden.

Vi tilbringer altid en hel dag i landsbyen, og det er en stor del af oplevelsen, at vi ser dagliglivet udfolde sig fra morgen til aften. Tidlig morgen ser vi kvinderne hente vand nede ved søen. De går enten med 1 eller 2 spande fyldt med vand ovenpå hovedet – nogle også med deres lille barn bundet på ryggen. Til middag er vi inviteret til at spise ved en fra sundhedskomiteens familie. Man oplever stor gæstfrihed, og der serveres altid god mad, når man har gæster. Som oftest får vi ris (hvilket er dyrere og klart at foretrække frem for den daglige ugali - forstil dig at spise melboller…) og fisk. Det er super lækkert at få serveret fisk, der er dog det lille men, at de også spiser hovedet - med øjne og det hele. Der har jeg dog en personlig grænse, og det er altid lidt pinligt at levne – da de, som sagt, giver os den bedste mad – og hovedet er åbenbart lækkert... Maden serveres altid i meget store mængder! Jeg har prøvet at få serveret en portion ris, som kunne mætte en hel dansk familie. Andre gange, bliver det hele serveret på et kæmpe fad, hvor man sidder sammen med familien, og alle spiser af fadet - med fingrene selvfølgelig. Jeg må indrømme, at jeg er ude af træning med at spise med fingrene, så de steder, hvor man bliver tilbudt en ske, er jeg glad! At det er noget gratværk med maden på fingrene, er jeg den eneste, der tænker over. Når man spiser med afrikanere, er det helt normalt, og ikke udtryk for dårlige manerer, at folk smasker, snakker med mad i munden og spilder lidt her og der. Det er i hvert fald anderledes at spise med hos en afrikansk familie!

På turene ud i de små landsbyer, må jeg vinke farvel til glæder som eksempelvis træk-og-slip-toilet og brusebad. Når man tager et bad får man udleveret en spand med vand og en kop – så kan man jo lave sit eget brusebad. Min største fejl indtil videre er, at jeg lige ville skylde mit hår helt i gennem ved at hælde det sidste vand fra spanden direkte i håret. Det, jeg ikke er klar over, er, at der er en smule sand i bunden af spanden, hvilket også lander i mit hår, og jeg har jo lige brugt det sidste vand…. 

Badeværelse i Tanzania:

Dette er et ret typisk toilet...  

Om aftenen er der som sagt biograf, og herefter går vi til ro i telte, vi har sat op på stranden helt tæt på vandet – rekorden er ca. 3 m. Det er så dejligt at krybe ind i sit telt om aftenen og falde i søvn til bølgeskvulp. Og jeg er udmattet! En hel dag, hvor jeg konstant er udsat for indtryk, nysgerrige blikke, swahili og forsøget på at følge med projektets folk og agere ”rigtigt” i forhold til kulturen, tærer virkelig på kræfterne. Det er særligt hårdt, fordi jeg er den eneste hvide, og den eneste ikke afrikaner. De andre er fortrolige med forholdene i landsbyen, og fortrolige med sproget og kulturen – de gebærder sig let og umiddelbart. Derfor er der ingen tips og tricks at hente, og de har ingen anelse om, hvor langt deres rutiner ligger fra mine. Derfor er det vigtigt at huske nogle ret essentielle ting:

HUSKELISTE:

         - Rent vand! Som regel drikker man ikke til måltiderne, og da jeg gerne vil undgå diare, stoler jeg kun på eget medbragt vand. Dog kan man risikere at få serveret te, dvs. varmt vand med så meget sukker, at det er svært at smage selve teen. Så det kan være en kamp at drikke bare en enkelt kop. Jeg har mødt undrende blikke, når jeg afslår muligheden for at putte endnu mere sukker i...

         - Toiletpapir! Meget vigtigt, for på et spuat-toilet (det kalder vi dem) er der ikke papir. Der er måske en spand med vand til at skylle ud, hvis man er heldig... Jo, man skal huske toiletpapir, for det er ikke muligt at købe - selv ikke i Kipili. I de små butikker i landsbyerne har de mange uundværlige dagligvarer som for eksempel falskt hår; men intet toiletpapir…

         - Powerbank til mobilen og pandelampe! I det fleste af landsbyerne er der ikke strøm, som vi kender det, kun solceller. Men selv med mobilen fuldt opladet har jeg det forkerte teleselskab til at have forbindelse, når jeg har været længst væk. Uden strøm intet elektrisk lys, så det er vigtigt at huske pandelampen - for når der bliver mørkt klokken 7, er der altså bare mørkt!

         - Håndsprit! De fleste steder kommer der – ofte børn – rundt med en kande med vand og et stykke sæbe, så man kan vaske hænder. Nogle steder mangler sæben dog, og når man spiser med fingrene, er det rart at have rene hænder – diarre på et squat-toilet er ikke noget, jeg har lyst til at opleve….

         - Et kamera eller… Det er skønt at have billeder fra landsbyerne, men at tage billeder, der beskriver livet her er praktisk taget umuligt, fordi alle ændrer opførsel og positur, når de ser kameraet. Det er generelt ret akavet at fotografere - særligt hjemme hos private familier. Jeg skiller mig nok ud, ved bare at være hvid. Når jeg så trækker et kamera op af tasken, bliver jeg lige dobbelt så hvid!

Hvis I har lyst til at høre lidt mere, så giv endelig et ”like” til vores facebookside: Moravian Mission Kipili. Her kommer der løbene så opdateringer om livet i Kipili. 

https://web.facebook.com/kipili.tz/?ref=bookmarks

Derudover kan I følge med på enten min instagramprofil: marieriisgaard eller på BDM’s instagramprofil: bdmrejse.

Tutaonana baadaye

Velkommen hjem

Missionæren Knud overraskede Pauline, Tine og mig, da vi mandag i sidste uge erfarede, at vi tirsdag eftermiddag skulle flytte til vores endestation Kipili. De tre første uger i Sumbawanga, hvor alle vi volontører har været samlet, har været gode. Det er dejligt, at vi også har lært børnehjemmet Peters House at kende og prøvet livet i en større tanzaniansk by. Når det så er sagt, er det dejligt at være ”hjemme” i Kipili, hvor Pauline, Tine og jeg har brugt den sidste lille uge på at finde os til rette her i byen. 

Udsigt ud over Kipili, som er en lille by beliggende ved Tanganikasøen.

Vores afrejse fra Sumbawanga og afsked med børnene på Peters House kom jo lidt pludseligt, så mandag aften gik med at sige farvel til børnene, som vi alle har brugt meget tid sammen med de sidste par uger. Heldigvis kunne vi forsikre børnene om - tutatembelea (vi vil komme på besøg). Ellers blev den lidt sørgelige stemning hurtigt brudt, da Tine havde noget slik fra Danmark med til børnene — og der er intet, der kan slå dansk slik i Tanzania! Så da Tine fandt slikket frem, blev alle ellevilde, og rummet blev fyldt med (meget) larm og kaos, med Tine og slikposen som centrum. Det førte til mange billeder af glade børn — og mama'er (kvinder der laver mad og hjælper børnene på Peters House), som også lige skulle have et stykke slik eller to.  
 

Tirsdag formiddag gik med indkøb, for i Kipili kan man nærmest kun købe løg og tomater. Så det er nødvendigt med et mindre lager af havregryn, Nutella, toiletpapir, mælkepulver, og selvfølgelig Pringels-chips. Vores indkøb er dog begrænset af, at vi ikke har adgang til et køleskab i Kipili. Efterfølgende lavede vi volontører en lille afskedsceremoni, hvor vi tog på café og fik en tapachi og chai masiva (henholdsvis en pandekage og te med mælkepulver og sukker). Teen er en lækker tanzaniansk specialitet, som dog kan blive lidt vammel i længden, fordi der bruges oceaner af sukker! Besøget kostede hele 1000 shilling pr. mand dvs. ca. 3 kr. — endnu en af Tanzanias glæder. 

Om eftermiddagen kom missionæren Knud, som netop er vendt hjem fra en tur i Burundi, og Tine, Pauline og jeg kørte med ham til Kipili. Vores første aften blev brugt på at flytte ind i vores lille toværelses lejlighed: 

 

Vores soverum med vores myggenet. Myggenet er meget nødvendigt her i Kipili, hvor der er mange myg om aftenen. Men det er træls, hvis man får fanget en (forhåbentlig ikke malaria)myg inde i sit myggenet... 

 









Vores værelse set udefra, hvor vi har en lille terrasse, som vi kan hygge os på om eftermiddagen i skyggen. Til højre ses en trædør. Det er indgangen til vores toilet og bad. Fælles for både vores værelse og toilet er, at der hverken lys eller strøm, så vi er glade for vores pandelamper. En fordel ved mørket er, at vi ikke rigtig kan se alle de (ret klamme) dyr: edderkopper, kakerlakker, firben og flere edderkopper - som kommer frem, når det bliver mørkt. Vi spiser hos oppe hos Knud, som bor ca. 50 meter væk - man kan lige skimte huset bagerst i billedet. 


Dagen efter vi kom, skulle vi i gang på vores projekter. PHC-projektet, hvor jeg skal arbejde, var dog ude af huset resten af ugen. Derfor fik jeg lov til at komme med Tine og Pauline i Cheke Chea'en - kirkens førskole. Her har vi brugt 3 gode dage, hvor vi har oplevet, hvad Cheke Chea er. Vi har hjulpet børnene med opgaver og leget lidt med dem i pauserne. I denne uge skal Pauline og Tine selv til at undervise børnene i Cheke Chea'en; mens jeg i dag har haft min første dag på PHC-projektet. Et super spændende projekt, som jeg glæder mig til at blive involveret i. Det sker allerede i morgen, hvor jeg, sammen med nogle andre fra projektet, skal på tur indtil fredag. Vi sejler ud til 4 landsbyer, hvor vi skal undervise skolebørn i sundhed. Jeg glæder mig helt vildt til at komme afsted og se projektet i aktion og til at opleve landsbyerne.