Velkommen hjem

Missionæren Knud overraskede Pauline, Tine og mig, da vi mandag i sidste uge erfarede, at vi tirsdag eftermiddag skulle flytte til vores endestation Kipili. De tre første uger i Sumbawanga, hvor alle vi volontører har været samlet, har været gode. Det er dejligt, at vi også har lært børnehjemmet Peters House at kende og prøvet livet i en større tanzaniansk by. Når det så er sagt, er det dejligt at være ”hjemme” i Kipili, hvor Pauline, Tine og jeg har brugt den sidste lille uge på at finde os til rette her i byen. 

Udsigt ud over Kipili, som er en lille by beliggende ved Tanganikasøen.

Vores afrejse fra Sumbawanga og afsked med børnene på Peters House kom jo lidt pludseligt, så mandag aften gik med at sige farvel til børnene, som vi alle har brugt meget tid sammen med de sidste par uger. Heldigvis kunne vi forsikre børnene om - tutatembelea (vi vil komme på besøg). Ellers blev den lidt sørgelige stemning hurtigt brudt, da Tine havde noget slik fra Danmark med til børnene — og der er intet, der kan slå dansk slik i Tanzania! Så da Tine fandt slikket frem, blev alle ellevilde, og rummet blev fyldt med (meget) larm og kaos, med Tine og slikposen som centrum. Det førte til mange billeder af glade børn — og mama'er (kvinder der laver mad og hjælper børnene på Peters House), som også lige skulle have et stykke slik eller to.  
 

Tirsdag formiddag gik med indkøb, for i Kipili kan man nærmest kun købe løg og tomater. Så det er nødvendigt med et mindre lager af havregryn, Nutella, toiletpapir, mælkepulver, og selvfølgelig Pringels-chips. Vores indkøb er dog begrænset af, at vi ikke har adgang til et køleskab i Kipili. Efterfølgende lavede vi volontører en lille afskedsceremoni, hvor vi tog på café og fik en tapachi og chai masiva (henholdsvis en pandekage og te med mælkepulver og sukker). Teen er en lækker tanzaniansk specialitet, som dog kan blive lidt vammel i længden, fordi der bruges oceaner af sukker! Besøget kostede hele 1000 shilling pr. mand dvs. ca. 3 kr. — endnu en af Tanzanias glæder. 

Om eftermiddagen kom missionæren Knud, som netop er vendt hjem fra en tur i Burundi, og Tine, Pauline og jeg kørte med ham til Kipili. Vores første aften blev brugt på at flytte ind i vores lille toværelses lejlighed: 

 

Vores soverum med vores myggenet. Myggenet er meget nødvendigt her i Kipili, hvor der er mange myg om aftenen. Men det er træls, hvis man får fanget en (forhåbentlig ikke malaria)myg inde i sit myggenet... 

 









Vores værelse set udefra, hvor vi har en lille terrasse, som vi kan hygge os på om eftermiddagen i skyggen. Til højre ses en trædør. Det er indgangen til vores toilet og bad. Fælles for både vores værelse og toilet er, at der hverken lys eller strøm, så vi er glade for vores pandelamper. En fordel ved mørket er, at vi ikke rigtig kan se alle de (ret klamme) dyr: edderkopper, kakerlakker, firben og flere edderkopper - som kommer frem, når det bliver mørkt. Vi spiser hos oppe hos Knud, som bor ca. 50 meter væk - man kan lige skimte huset bagerst i billedet. 


Dagen efter vi kom, skulle vi i gang på vores projekter. PHC-projektet, hvor jeg skal arbejde, var dog ude af huset resten af ugen. Derfor fik jeg lov til at komme med Tine og Pauline i Cheke Chea'en - kirkens førskole. Her har vi brugt 3 gode dage, hvor vi har oplevet, hvad Cheke Chea er. Vi har hjulpet børnene med opgaver og leget lidt med dem i pauserne. I denne uge skal Pauline og Tine selv til at undervise børnene i Cheke Chea'en; mens jeg i dag har haft min første dag på PHC-projektet. Et super spændende projekt, som jeg glæder mig til at blive involveret i. Det sker allerede i morgen, hvor jeg, sammen med nogle andre fra projektet, skal på tur indtil fredag. Vi sejler ud til 4 landsbyer, hvor vi skal undervise skolebørn i sundhed. Jeg glæder mig helt vildt til at komme afsted og se projektet i aktion og til at opleve landsbyerne.