Tur til Kipili

Mandag til torsdag i sidste uge, var alle vi volontører på tur til Kipili - mit kommende hjem. Formålet var at se byen og slappe lidt af.

Hele mandagen gik med busturen, der tager ca. 4 timer - alt efter hvor godt det går. Planen var, at bussen skulle køre kl. 10.00 fra Sumbawanga. Tidspunktet blev dog udsat en time, og reelt kørte bussen først lidt over 12 - men det er ret typisk Tanzania. Det første stykke vej var asfaltvej — ren luksus. Desværre havde vi en punktering, og så gik der lige tid med at fikse det. Pausen gav dog mulighed for, at vi kunne smutte på toilettet. Det vil sige, at vi gik hen til et par nærliggende huse, hvor en lille dreng viste os toilettet. Toilettet var et lille skur, hvor der i gulvet i den ene ende var et hul, man skulle forsøge at ramme. Vi var meget glade for, at ingen skulle mere end at tisse. En sjov og lidt grænseoverskridende oplevelse, hvor man sætter pris på sin håndsprit i tasken!

 

Vi poserer og er stolte af, at vi har tisset på rigtig afrikansk manér - både på Peters House og i Kipili har vi et rigtigt toilet med træk og slip.

Afsted igen og med fuld fart - grusvej er ingen hindring for at træde speederen i bund. Bussen dytter af alt på sin vej - både mennesker, andre biler og dyr. Intet skal komme i vejen, for bussen har formentlig ikke tænkt sig at bremse. Transport er anderledes - og vildere - i Tanzania, og jeg har lært, at det bedste er at lukke øjnene og ignorere hastighed og kørerstil. Langs vejen er der mange små landsbyer, hvor man kan se børn og voksne arbejde, mens dyrene går frit omkring. På vejen mellem landsbyerne ser man af og til folk der går eller cykler. Når man ikke har passeret en by længe, undrer man sig af og til over, hvor de kommer fra?

Men vi kom sikkert og godt trætte til Kipili. Vi blev mødt af en hede, vi ikke før har oplevet. Sumbawanga ligger højt, så der er det ikke særligt varmt, normalt 20-25 grader, og med kolde aftner og nætter. Derimod er temperaturen omkring de 30 grader i Kipili om dagen, så her skuffede Afrikas varme ikke. Slet ikke, da vi tirsdag formiddag så os omkring i byen og hilste på folk. Jeg håber, jeg vænner mig til varmen, når jeg begynder at arbejde. Selve byrundturen var hurtigt klaret — når man kommer lige fra Sumbawanga, er der virkelig en forskel: fra et indbyggertal på ca. 150.000 mennesker til Kipilis ca. 1500. Jeg glæder mig til at flytte til Kipili og få et godt forhold til byens borgere. Der kommer billeder fra Kipili senere.

Knud, missionæren i Kipili, har et hus, som vi kommer til at bo lige ved siden af. Derfra er der den flotteste udsigt ud over Tanganyikasøen. Billedet er taget fra Knuds terrasse.

 

Ellers har vi brugt tiden på Kipili Lakeshore lodge - et luksushotel - som ligger ca. 30 minutters gang fra Kipili. Lodgen ligger lige ud til Tanganyikasøen, så der var rig mulighed for at bade og sole os. Det eneste minus ved at bade er, at der er krokodiller i søen. Dog har vi en uofficiel aftale om, at vi må bade fra morgen til skumring, mens krokodillerne har resten af tiden. 

Derudover fik noget virkelig lækkert mad — og kolde sodavand (vi har intet køleskab i Kipili). I Kipili kan vi ikke bade grundet de påklædningsnormer, der er der. Knæ og skuldre skal være tildækkede — dog er top med bredde stropper acceptabelt - så man ligger ikke lige og solbader ved standen i byen. Nogle siger: ”at vise knæ svarer til at vise bryster” så...

Nedenfor er et par billeder fra lodgen: 

 

Torsdag gik turen tilbage til Sumbawanga igen, men det har været dejligt at se Kipili og rart med en lille afslapningstur.