Nu har vi efterhånden været i Kipili i et stykke tid og Pauline, Tine og jeg er ved at have fået en hverdag i den lille landsby. Hver morgen ved 7-tiden, vågner vi ved at snedkerskolen, som ligger lige ved siden af missionæren, Knuds, hus, banker løs på deres gongong. Lidt senere kan vi høre snedkerdrengene synge morgensang. Man ligge og hører disse og byens andre lyde: gederne der går frit rundt lige udenfor og bræger (det lyder ofte som babygråd), haner der galer, og folk der går forbi og hilser på hinanden. Lidt i 8 tøffer vi op til missionær-Knud, hvor vores mama, Anna, har gjort morgenmad klar. På vejen råber vi altid lige en hilsen op til snedkerdrengene, som er i fuld gang med dagens arbejde, og en hilsen til vores fejedame, som fejer blade væk foran Knuds hus, og selvfølgelig til vores flinke vagtmand.
Til morgenmad har vi importeret havregryn fra Sumbawanga, og vores mama laver hver morgen en portion havregrød til os volontører – så dagen starter ud på rigtig dansk manér. Hvis ikke allerede man har fået varmen på vores lille gåtur op til Knuds hus - i omkring 25 graders varme - er der altid mulighed for at få en kop kraftig kaffe eller the, som med garanti vil få enhver til at svede. Morgenmaden afsluttes med en malariapille og en hjemmefra medbragt vitaminpille. Herefter skilles vi volontører. Tine og Pauline går op mod cheke chea’en, kirkens førskole, mens jeg går hen på sundhedsprojektets kontor. På vejen hilser jeg på beboerne i de huse, jeg passerer og børn, der er på vej i cheke chea. Derudover har jeg et personligt forsæt, om at ingen børn i Kipili skal behøve at råbe Mzungu efter mig som hilsen, så jeg forsøger at lære dem mit navn i stedet – hvilket kun gør det hyggeligere at gå på arbejde.
Arbejdsdagene på sundhedsprojektet er meget forskellige, og ofte er der medarbejdere, der er på ture ud i landsbyerne, eller nogen der forretter ærinder i de større byer. På projektet er ansat 2 sygeplejersker, 1 deltidslæge og 3 medarbejdere, hvoraf én er leder af projektet. Derudover er det hollandske missionærpar, Marjo og Bert og jeg tilknyttet. Medarbejderne er ansat under den tanzaniske stat, men projektet modtager også støtte fra forskellige organisationer, for at kunne hjælpe mere i landsbyerne. Projektet er selvkørerne, det vil sige, at det administreres af medarbejderne uden styring fra statsadministrationen.
En almindelig dag på kontoret starter med scrum-møde. Scrum er et projektledelsesværktøj, der er indført af tidligere missionærer og volontører. Kort sagt hjælper scrum med at give overblik over alle medarbejderes arbejdsopgaver, og følge op på, om de bliver lavet. Efter scrum-møde går folk i gang, med det de skal.
Scrumboard. Her skriver man de arbejdsopgaver, man enten er i gang med eller skal i gang med, så alle ved, hvad alle laver.
Her er alle medarbejdere samlet til møde, hvor tidligere arbejde evalueres, og der snakkes om, hvordan vi løser eventuelle udfordringer, og hvilket arbejde der skal laves af hvem i den næste tid.
Arbejdet på kontoret er primært administrativt. I landsbyerne indsamles forskellige data fx over malariatilfælde og børnefødsler. Dataindsamling i Tanzania kan til tider være en udfordring, da tanzaniere ikke har tradition for at være særligt systematiske. Noget af min tid bruger jeg på at hjælpe til med statistikkerne – både selv at lave dem, men også vise medarbejderne, hvordan man bruger forskellige værktøjer på computeren. Der ud over laver jeg noget helt lavpraktisk arbejde. Det kan være at reparere et myggenet eller at ordne undervisningsmateriale, som skal uddeles i byerne, eller andre småopgaver, hvor der er behov for en ekstra hånd. Lige nu er jeg i gang med at lave nogle små informerende film ud fra nogle brochurer. Filmene kan senere vises på projektets besøg i landsbyerne. På den måde når informationerne flere og et langt bredere publikum, end hvis de blot kunne læses.
Der er tilknyttet en familieplanlægning-klinik til kontoret, som sygeplejerskerne passer. Familieplanlægning, dvs. hjælp til prævention, er gratis i Tanzania, så her kan kvinder komme gratis og få hjælp. Det er eksempelvis udlevering af kondomer, men som oftest handler det om indsættelse og udtagelse af P-stave. Når der kommer kvinder for at få hjælp, assisterer jeg en af sygeplejerskerne – mere fordi det er spændende, end fordi det er nødvendigt - og hører lidt om kvindernes baggrund. Til at begynde med tager man altid en snak med kvinden for at bestemme hvilken behandling, der er bedst i hendes situation. Herefter går man i gang med behandlingen. Hvis kvinden skal have fjernet en P-stav, skal hun have et nyt barberblad med. Hygiejne og forsigtighed med omgangen af blod pga. aids tages meget alvorligt, og det er dejligt at opleve.
Her taler vi med kvinden om hendes behandling, og hun har mulighed for at få vejledning og stille spørgsmål
Joyce klargør lokalbedøvelse inden udtagelse af P-stav. Hvis en kvinde har gennemført de 3 år, en P-stav beskytter mod graviditet, bliver der skrevet ”tillykke” i hendes journal. Det illustrerer meget godt, hvor vigtigt det er, at kvinderne bruger prævention, så de kan begrænse antallet af fødsler. Samtidigt viser det kulturforskellen, fordi man i Danmark i modsætning lykønsker ved graviditet.
P-staven fjernes
En triviel men tidskrævende opgave som at gøre gazebind klar hjælper jeg også med. Da behandling på klinikken er gratis, skal det dokumenteres overfor staten, hvor mange kvinder vi hjælper, så udfyldelse af de krævede formularer bidrager jeg også med.
Klokken 13 er der middagsmad, hvor vores mama, Anna, igen har kokkereret. Menuen er som reel ris med bønner. Ofte har hun lavet enten noget tomatsovs eller spinat med peanuts til – hvilket smager vildt godt. Da vi bor i Kipili, som er en fiskerby, får vi også tit fisk og nogle gange står den endda på kød: ko, ged eller gris, hvis der er blevet slagtet i byen, og af og til kylling. Vi sulter i hvert fald ikke, og vores mama er rigtig god til at lave mad og har fundet ud af, at vi danskere er en smule mere kræsne med kød. Eksempelvis fjerner hun fiskehoveder, og ved godt, at vi ikke gerne spiser underlige dele af dyret uden reelt kød, hvilket jeg ellers ofte bliver budt, når jeg er på tur.
Så er der mad! Stort set hver dag serveres der ris og bønner - her også spinat
En luksus dag, hvor der var kød. Det er kun muligt at få kød, hvis der er blevet slagtet i Kipili, hvilket langt fra sker hver dag. Derfor fortæller nogle af vores venner, at de - helt tilfældigt selvfølgelig - har fået kød samme dag som os. Meget typisk Kipili!
Efter middagen går jeg tilbage på kontoret, hvis der er meget at lave. Hvis ikke, hygger vi volontører os gerne sammen og planlægger evt. børneklub, engelskundervisning eller andet. Generelt sker der ikke så meget efter middag, hvor hele byen er doven på grund af varmen (30-34 grader – puha!). Tit sidder vi på vores terrasse foran vores værelse, hvor nogle – børn, snedkerdrenge, eller andre – har slået sig ned for lige at vende situationen i Kipili sammen med os eller for at tage et spil kort. Hvis det er børn, læser vi ofte en billedbog, hvor vi snakker om billederne sammen. Det er noget, børnene her virkeligt elsker, idet det er sjældent, de får så meget opmærksomhed fra andre voksne. Derudover er det en god måde at få snakket noget swahili - og helt vildt hyggeligt!
Sen eftermiddag kommer snedkerdrengene til engelskundervisning. De er delt op i hold efter niveau, men det er altid spændende hvem og hvor mange, som dukker op – typisk Tanzania. Vi laver en blanding af grammatik og snakke-øvelser, det er dog til tider svært at lære et fremmedsprog– engelsk – fra sig på et andet fremmedsprog – swahili. Heldigvis har vi Tine, som har været volontør i Tanzania før, og taler super godt swahili, så jeg kan trække lidt på hendes kompetencer, hvis ikke mine egne slår til…
Billede af undervisningen, som foregår på terrassen udenfor vores værelse. Her er de i gang med at lære sætningsopbygning på engelsk.
Billede af snedkerdrengene og deres engelskhæfter
Efter engelskundervisning tager vi et smut ned på markedet for at købe ind til aftensmaden. Markedet i Kipili er meget beskedent og består af 3-6 boder, som alle har de samme varer: løg, tomater, ris, bønner og peanuts – præcist det, man skal bruge for at lave mad i Kipili. Vi køber løg og tomater. Hvis man er heldig kan man finde hvidløg, grønpeberfrugt eller aubergine, som man selvfølgelig straks køber – både for afvekslingens skyld men også for at støtte op om det øgede udvalg. En enkelt gang fandt vi avokadoer – så var der fest!
Billede af markedet. Vi søger altid for at købe lidt ved alle boderne for at holde os gode venner med salgsdamerne. Vi elsker at købe ind dernede og at hilse på folk. Af og til tilføjer damerne lige et ekstra løg eller tomat oveni – vi er jo venner.
Til aftensmad klokken syv har vores mama altid bagt et brød. Så stort set hver dag, står den på den famøse løg og tomatmad; evt. toppet op med oregano for pizza-edition eller guacamole for mexican style, hvis vi på en eller anden måde har fået fat på avokadoer. Hvis vi er super heldige, har vores mama stegt fisk til os eller stegt bananer i olie til bananpomfritter – mums!
Efter maden er der mørkt, og vores dag er officielt slut. Som regel sidder vi oppe ved Knud; snakker og får en kop kaffe eller the. Hvis Knud er hjemme (han er ofte på ture rundt i Tanzania, Burundi eller Congo for at undervise) sidder vi bare og snakker i laaaaang tid. Både om dagen og folk i Kipili, men også fordi Knud er en mand, som ved og har oplevet en hel masse ting – så han har altid noget spændende at fortælle.
Det var et lille indblik i min Kipili-hverdag. Den kan dog variere meget – man ved aldrig hvem der kommer på besøg, eller om vi bliver inviteret et eller andet sted hen. Vi bor trods alt i en lille afrikansk landsby, så overraskelserne venter altid på os :)
